Luksus Lars rejste videre for GGG&I penge.

Leder Ekstra Bladet, den 17. februar 2014 klokken 06:00……..

Global_Green_Growth

MENS DEN besynderlige, sydkoreanske klimaorganisation GGGI drøftede, hvordan man burde skære ned på rejseudgifterne, svævede den danske formand for det hele, Lars Løkke, trøstigt videre på 1. klasse. Uden at reflektere over, om han måske selv burde skære ned på sine luksus-billetter.

NY DOKUMENTATION i form af et referat fra et bestyrelsesmøde i GGGI i Abu Dhabi viser, at Løkke var skamløst langsom i optrækket, når det gjaldt om at ændre sine egne – de dyreste! – rejsevaner. Endnu sløvere, end han hidtil har fremstillet det.

IFØLGE REFERATET var ønsket om lavere rejseudgifter allerede oppe på et bestyrelsesmøde i januar 2013.

MAN FORUDSÅ PÅ MØDET, at det blev en krævende og vanskelig opgave at skære ned, fremgår det. Man skulle ellers mene, der var nok at skære af? Men det fremgår også, at det især var rejseudgifter, der fik organisationens budget til at skride, at det derfor var der, man skulle tage fat.

KENDSGERNINGEN er nu – efter de seneste oplysninger – at GGGI beslutter at skære ned på rejsefråset i januar, og dagen efter flyver Løkke trøstigt videre på 1. klasse. Og det gør han sådan set også på de næste tre rejser – på en af dem ledsaget af sin kone, Sólrun. Hvad foregår der inde i hovedet på manden?!

FØRST HEN PÅ sommeren ’nedgraderer’ han sig selv, som han udtrykker det, til skandinaviske normer. Men den berømte, røde lampe burde altså have blinket hos Løkke et halvt år før, det sivede ind, at han måske også selv burde skrue betragteligt ned for blusset.

CHRISTIAN FRIIS BACH, tidligere radikal udviklingsminister, måtte som bekendt trække sig, fordi det viste sig, at Bach selv havde været med til at godkende de fyrstelige rejseregler ved et møde. Han kunne ganske vist ikke huske en brik om det – men det hjalp ikke.

I LØKKES TILFÆLDE har Løkke i sin egenskab af formand selv været mødeleder i januar, så man må formode – ja håbe! – at han har været nogenlunde åndsnærværende. Og at han så alligevel er så dræbende langsommelig med at nedtrappe sine egne rejseudgifter, skriger til himlen.